Logo

ICYH i et tøj- og kommunikationsperspektiv (fortsat)

Et eksempel på tøj, som bruges til at kommunikere på adskillige planer – både socialt, følelsesmæssigt og symbolsk – er kangaen: En kanga er et rektangulært bomuldsstykke, som har sin oprindelse hos Swahilifolket på Afrikas østkyst, og hvis nuværende udformning og anvendelse strækker sig over mere end hundrede år (Hamid, 1996, p. 105). Kangaer bæres af kvinder og indikerer således socialt og kønsmæssigt tilhørsforhold. Kendetegnende for kangaer er, at de er påtrykt ”messages” – holdningstilkendegivelser, ordsprog og andre lignende og ofte ganske subtile ytringer – som lader bæreren af den pågældende kanga kommunikere sit humør, sine følelser og sine meninger videre til andre. Via kangaer foregår der således en konkret, ikke-verbal kommunikation mellem bæreren og det omgivende lokalsamfund. Samtidig er de påtrykte sætninger så tilpas subtile, at det ofte vil kræve en vis grad af kendskab til bæreren at afkode en kangas underforståede budskab (Hamid, 1996, pp. 103-107).

Kangaer indeholder desuden et yderligere, symbolsk betydningslag: Tidligere bar en kvinde røde og sorte kangaer, når hun menstruerede – en uudtalt besked til hendes mand om at hun var ”in red” (Hamid, 1996, p. 104) og derfor ikke kunne tilfredsstille ham seksuelt (ibid.) En anden gammel tradition, som i dag kun til dels holdes i hævd, foreskriver, at et nyfødt barn skal svøbes i en helt ny, ubrugt kanga. Dette symboliserer velstand, styrke og skønhed og symboliserer samtidig at barnet er elsket (ibid. p. 107). Mødre, som har mistet et barn binder kangaer stramt om livet for at fremkalde mavesmerter, som minder om veer, og som således symboliserer de smerter, som er knyttet til det afdøde barns fødsel (ibid. p. 108). Kangaer er altså en ekstra ”stemme”, som det kan være svært at undvære: Hamid (1996) citerer en studerende, som er flyttet til en by, hvor der ikke er tradition for at bære kangaer, og som savner dem: ”They [kangas] are like an answer to my wishes, especially when I am frustrated and cannot be vocal, if I had kangas, they would have said it all for me” (ibid. p. 109).

Ovenstående eksempler viser tydeligt, hvordan tøj og udsmykning, på tværs af tid og kulturer, har været brugt og stadig bruges til at kommunikere især socialt tilhørsforhold. Tøj og udsmykning fungerer således som kommunikativt symbol på individets helt grundlæggende behov for at indgå i et fællesskab med andre individer – et behov, som konkretiseres i brugen af ICYH, hvor det sociale og følelsesmæssige tilhørsforhold til andre synliggøres igennem visningen af et andet individs hjerteslag.

Ud over den helt konkrete synliggørelse af tilhørsforhold opererer ICYH samtidig på et mere symbolsk plan, som spejler brugen af kangaer til at kommunikere et på én gang socialt og følelsesmæssigt, men samtidig også et mere symbolsk tilhørsforhold til andre: Den indeholdte kommunikation i ICYH er, ligesom kangaens, konkret og ikke-verbal. Værkets repræsentation af hjerteslag udgør en konkret, visuel kommunikation af kærligheden til og savnet efter en konkret person. Samtidig er værkets underforståede budskab – i lighed med de påtrykte sætninger på kangaen – så tilpas subtilt, at ikke alle vil kunne afkode det: Kun bæreren af ICYH ved, hvem de elskede, savnede personer, som er repræsenteret i netop denne bærers version af værket, er. Værket udgør således et symbolsk og meget personligt link mellem bæreren af værket og dem som “bæres” – et link, som transcenderer fysisk tid og rum, og som symboliserer kommunikationen i det moderne netværkssamfund, som ifølge Terranova (2004, p. 40) netop er i stand til at transcendere tid og rum.

Forrige side
Næste side