Logo

ICYH i et symbolsk perspektiv (fortsat)

Det ridderlige hjerte

Man mener, at den nutidige opfattelse af hjertet som symbol på kærlighed stammer fra højmiddelalderen (omkring 12-1300 e.kr.), hvor der opstod en modbevægelse til kirkens styrkede magt og voksende indflydelse på det verdslige liv (Scocozza, 1994, p. 74). I den middelalderlige kærlighedslitteratur blev hjertet “delt op” i en denotativ og en konnotativ betydning, det vil sige hjertet som henholdsvis kropsligt organ og som kærlighedssymbol – en semiotisk todeling, der til dels stadig gør sig gældende i dag. Den middelalderlige kærlighedslitteraturs semiotiske todeling af hjertet modsvarer således todelingen af hjertet i ICYH: Værkets input er fysisk forankret i hjertet som kropsligt organ, mens værkets output er forankret i hjerteslaget – og dermed hjertet – som symbol på kærlighed.

Det moderne hjerte

I dag er er der tendens til at de to ”hjertebetydninger” (hjertet som henholdsvis kropsligt organ og som kærlighedssymbol) smelte mere og mere sammen igen, idet man rent faktisk kan registrere målbare, fysiske udslag ved følelsesmæssige reaktioner: Via folks hjerterytme kan man måle folks sindsstemning – om de er lykkelige, kede af det eller nervøse. Ligeledes er et knust hjerte ikke længere blot en metafor for kærestesorger, da man i dag faktisk har bevist, at hjertesorger kan lede til hjertestop, fordi hjertet simpelthen lammes, hvilket har givet navn til syndromet ”The Broken Heart Syndrome”.

Biologen Aric Sigman (2009) har beskæftiget sig med dét fald i socialt samvær med andre, som er en direkte konsekvens af, at vi i stigende grad socialiserer digitalt. Han henviser til en undersøgelse som viser, at britiske par i 2003 brugte mindre tid sammen, end de brugte på at arbejde, på transport og på at sidde samme sted fysisk, men med hver deres elektroniske device (ibid. p. 14). Sigman fremhæver en række helt konkrete, beviselige fysiske implikationer ved dette fald i socialt samvær med andre mennesker: Det er f.eks. videnskabeligt bevist, at kvinder med få sociale relationer har over dobbelt så høj risiko for at få en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning end kvinder med mange sociale relationer (ibid. p. 17). Der er desuden indikationer på, at ensomhed og mangel på socialt samvær medfører en højere risiko for hjerte-kar-sygdomme. Hormonet oxytocin udløses nemlig, når vi interagerer fysisk med et andet menneske gennem berøring, knus og lignende og når vi føler tillid til og gavmildhed over for andre. Dyreforsøg har vist, at oxytocin kan forhindre potentielt farlige hjertesymptomer i at opstå (ibid.).

Forskning har altså medført en erkendelse af, at hjertet ikke blot er et figurativt symbol på kærlighed, men at antallet og karakteren af kærlighedsrelationer til andre mennesker rent faktisk har indflydelse på hjertes sundhedstilstand. Således sluttes den symbolske hjertecirkel – fra den ægyptiske opfattelse af, at hjertet er kroppens center for følelseslivet og til den nyeste hjerteforskning, som indikerer præcis dét: At vores følelsesliv er så tæt centreret omkring vores hjerter, at mangel på kærlige, nære relationer og fysisk berøring kan bringe vores hjerte i fare. Med denne viden in mente tilføres ICYH og værkets omdrejningspunkt, nemlig hjertet, et yderligere perspektiv: Værket kan ikke – og skal ikke – erstatte fysisk samvær med nære relationer, men det kan bidrage til at sætte fokus på kærligheden mellem mennesker og behovet for nærvær i en tid, hvor vi fravælger fysisk samvær til fordel for digitalt samvær, og hvor vores behov for personlig frihed gør os ambivalente over for at knytte varige bånd til andre mennesker.

Forrige side
Næste side