Logo

ICYH i et symbolsk perspektiv

ICYH har hjertet som helt konkret omdrejningspunkt: Værkets konkrete datainput er en lydoptagelse af en elsket og savnet persons hjerteslag, og værkets output er en lysimitation af samme hjerterytme. Samtidig fungerer hjertet som symbolsk omdrejningspunkt, idet værkets form er en forenklet imitation af hjertets vener og arterier, som desuden er placeret oven på bæreren af kjolens eget hjerte. I dette afsnit præsenteres og diskuteres en række historiske og kulturelle perspektiver på hjertets symbolik i forhold til ICYH’s formål, funktioner og værdier.

Det faraoniske hjerte

Udover at være det livgivende kraftcenter, der holder kroppen i gang, repræsenterer hjertet også en dyb følelsesmæssig betydning. I den vestlige kultur kan hjertets symbolhistorie spores helt tilbage til oldtidens Babylon, hvor hjertet blev betragtet som kroppens center for følelseslivet. Blandt de gamle egyptere opfattedes hjertet ligeledes som dét center, som alle følelser udgik fra. Hjertet blev af de gamle egyptere betragtet som en krukke, hvori gode og onde handlinger blev lagret gennem livet. Når en afdød person skulle ud på den sidste rejse mod dødsriget forestillede man sig, at hjertet blev vejet af retfærdighedens gudinde. Hvis hjertet blev vejet til at være i ligevægt, hvilket blev symboliseret med en fjer, fik den pågældende person tilladelse til at leve harmonisk videre på den anden side. Grundet denne tro blev hjertet også, som det eneste af organerne, balsameret for sig selv for derefter at blive lagt tilbage i den balsamerede mumie (online kilde #14).

ICYH trækker tråde til oldtidens hjertesymbolik. Både babylonierne og de gamle egyptere opfattede hjertet som dét center, som alle følelser udgik fra. På samme måde kan man betragte hjertet som dét center, som ICYH udgår fra: Værkets konkrete datainput – et hjerteslag – udgår fra et hjerte, og værkets output udgår fra den imitation af et hjerte, som udgør værkets konkrete form. Hjerteslaget, og dermed hjertet, bliver i værket en repræsentation af den elskede og savnede person. Værkets fokus på hjertet som en selvstændig, betydningsfuld del af dét som konstituerer identitet spejler således dét syn på hjertet som værende summen af individets liv og handlinger, som de gamle egyptere havde.

Det platoniske hjerte og det hellige hjerte

Platon har haft stor betydning for den moderne opfattelse af hjertet. Han er ophavsmand til den vestlige verdens dualisme – opfattelsen af krop og sjæl som værende adskilte. I den platoniske dualisme ses den rationelle sjæl som værende det menneskelige centrum, hvor menneskets tanker og bevidsthed er placeret.

Den kristne kirke tog efterfølgende den platoniske opfattelse af sjælen til sig og gjorde hjertet til symbol herpå, da det stemte overens med Biblens forening mellem sjælen, Helligånden og hjertet (Johs. 6:44-45, Rom. 10:17, 1 Kor. 12:3, Ef. 2:8, Titus 1:1, Hebr. 10:39). I tråd hermed ses hjertet i kristendommen især som center for den menneskelige karakter og følelser. I dag kendes det kristne hjertesymbol nok bedst fra treenigheden – et kors, et anker og et hjerte, som tilsammen symboliserer henholdsvis tro, håb og kærlighed. Hermed optræder hjertet som det klassiske symbol på kærlighed: "Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden" (I. Kor 13,13).

Den platoniske dualismes opdeling af krop og sjæl er interessant i forhold til ICYH, idet værkets input – hjerteslag – stammer fra det konkrete, kropslige organ, mens den oplevelse, som værket formidler til bæreren, er oplevelsen af nærhed med hele det menneske, som elskes og savnes. I overførslen af hjerteslaget fra hjertets ”ejer” og til værket tilføjes altså et ekstra, symbolsk betydningslag, hvor hjerteslaget bliver metafor for hele den elskede, savnede person.

Næste side