Logo

ICYH i et savn- og nærværsperspektiv

Omdrejningspunktet for artiklen “Døden på internettet” (Johannesen, 2008) er digitaliseret savn og digitaliserede minder. Johannesen undersøger her dødens tilstedeværelse på internettet, blandt andet i form af pårørendes brug af blogs og virtuelle kirkegårde som kanal for savn, minder og sorgbearbejdelse. Ifølge Hallam og Hockey har det altid været almindeligt for os mennesker at knytte vores minder til materielle ting. Amuletter med hårtotter, billeder og smykker er alle eksempler på artefakter og udsmykning, som fungerer som mindesymboler (Hallam & Hockey citeret i Johannesen, 2008, p. 341), og som skaber en “sanselig forbindelse mellem os og den vi mangler og savner” (Johannesen, 2008, ibid.).

Dahl nævner dragter båret under sorg som et eksempel på tidlig kommunikation af følelsesmæssigt tilhørsforhold, og Bruun beskriver, hvordan efterladte nogle gange gemmer en elsket afdøds tøj som et håndgribeligt minde om den pågældende person og om hans eller hendes duft. Flere respondenter nævner ligeledes i de udarbejdede designprobes, hvordan de har gemt et stykke tøj, som minder dem om én de elsker – afdød såvel som nulevende. Bruun fremhæver arvesmykker, for eksempel vielsesringe, som et nutidigt eksempel på udsmykning, som bæres som symbol på savn og varme følelser. Ifølge Johannesen giver elektroniske devices desuden hidtil usete muligheder for at opbygge et let tilgængeligt, “personligt mindearkiv” (Johannesen 2008, p. 341).

Ifølge Warnick (2007) er ét af kendetegnene ved hypertekst, at brugeren bliver medskaber af den samlede tekst. ICYH gør netop bæreren af værket til medskaber af sit eget, personlige ”hjerteslagsarkiv” og lader samtidig bæreren af værket ”bære” sit netværk synligt på kroppen i form af hjerteslag fra den vedkommende elsker og savner – en konkret visualisering af Varnelis’ (2008) beskrivelse af, hvordan det moderne menneske positionerer sig som en del af en række netværk frem for som et selvstændigt individ. Udover således symbolsk at visualisere det moderne netværkssamfund symboliserer ICYH vigtigheden og betydningen af personlige relationer i en tid, hvor det moderne menneske, jævnfør Feldthaus og Bauman (2003), er splittet mellem at knytte faste bånd til andre og at indskrænke vores personlige frihed. ICYH ’s visning af elskede og savnede personers hjerteslag tager udgangspunkt i de nære relationer – de ”faste bånd”. Værket bliver således en digitalt motiveret forlængelse af bærerens ”analoge”, følelsesmæssige tilhørsforhold og en poetisk, konstant påmindelse om kærlighed og nærhed i netværkssamfundet.

Ovenstående eksempler viser tydeligt, hvordan fysiske objekter og digitale medier har været brugt og stadig bruges til at kommunikere kærlighed og savn. Den sanselige forbindelse til én vi mangler og savner, som Johannesen (2008) omtaler i forbindelse med fysiske mindesymboler, er i høj grad til stede i ICYH: Værkets output – det pulserende lys, som blinker i takt med det indeholdte hjerteslag – kan ses og dermed sanses. Denne sanselige forbindelse til afsenderen af hjerteslaget forstærkes af, at hjerteslaget er en dels meget konkret, intim repræsentation af et andet menneske, dels en dynamisk repræsentation: Sammenlignet med statiske objekter som billeder og smykker, som forbliver de samme over tid, er ICYH’s output i evig forandring. Samtidig giver hjerteslag associationer til liv, hvilket tilfører værket en ekstra dimension af fysisk nærvær – et nærvær, som ikke i samme grad kan opnås ved at tale om eller skrive til en elsket og savnet person på internettet.