Logo

ICYH i et netværks- og sociologisk perspektiv

I sin refleksion over den nutidige samfundstilstand, påpeger Varnelis (2008, p. 145) at denne tilstand, som han betegner som netværkssamfundet, er et produkt af internettets og mobiltelefoniens udvikling og udbredelse (“network culture”, ibid.). Varnelis fremhæver yderligere udviklingen fra stationære computere med modemforbindelser eller tidlige bredbåndsforbindelser og til bærbare computere og smartphones med langt hurtigere internetforbindelser (Varnelis, 2008, p. 146). Karakteristisk for sidstnævnte er ifølge Varnelis, at disse devices dels er mobile, dels er indbyrdes forbundne og dermed i stand til at være allestedsnærværende (“ubiquitous”, ibid. p. 147) i vores liv og hverdag. Ifølge Terranova (2004) er et helt centralt aspekt af kommunikation i netværkssamfundet netop at den “forms and deforms the fabric of space and time” (Terranova, 2004, p. 40) og i kraft af dette ikke kun linker imellem forbindelsespunkter, men også påvirker både den måde hvorpå og den hurtighed hvormed teknologi og individer forbindes og transformerer hinanden (ibid.). Information i netværkssamfundet skabes ifølge Varnelis dels via links mellem individer, dels via links mellem maskiner og dels via links mellem mennesker og maskiner (Varnelis, 2008, p. 146). Inden for netværksteori er et forbindelsespunkts relationer til andre netværk derfor ifølge Varnelis “more important than its own uniqueness” (ibid. p. 153) – ikke ulig den måde, fortsætter han, hvorpå det moderne individ positionerer sig mere som et produkt af en række materielle og menneskelige netværk end som et selvstændigt individ (ibid.).

Ifølge Christine Feldthaus har den stigende digitalisering af samfundet stor betydning for det enkelte individs sociale og følelsesmæssige tilhørsforhold: Hun beskriver det moderne individs relationer til andre som et “individualiseret fællesskab”, hvor behovet for at realisere sig selv og sine egne behov søges forenet med et grundlæggende behov for at indgå i relationer med andre, som ligner os selv (bilag #1). Ifølge sociologen Zygmunt Bauman (Bauman, 2003, p. viii) udgør denne ambivalens netop et helt grundlæggende paradoks for det moderne individ: Vi er usikre, og vi længes efter “the security of togetherness” (ibid.), når vi står alene, men samtidig er vi forbeholdne over for at knytte for faste bånd (“bonds”, ibid.) til andre, idet vi frygter, at dette vil indskrænke vores relationsmæssige bevægelsesfrihed. Helt centralt for netværkssamfundet er altså ifølge Varnelis (2008) devices, som er mobile, indbyrdes forbundne og dermed allestedsnærværende. Der er altså en direkte parallel mellem netværkssamfundet og ICYH, som netop er kendetegnet ved mobile og allestedsværende devices (dels smartphones, dels selve værket), som er indbyrdes forbundne. Samtidig er ICYH et netværk i sig selv, både på mikro- (værkets eget kredsløb) og makroplan: Links’ene mellem forbindelsespunkter, som Terranova (2004) fremhæver i relation til kommunikation i netværkssamfundet, afspejles af ICYH, som netop kan betragtes som et link mellem værkets forbindelsespunkter – henholdsvis bæreren af værket og afsenderen af hjerterytmen.

Ifølge Warnick (2007) er ét af kendetegnene ved hypertekst, at brugeren bliver medskaber af den samlede tekst. ICYH gør netop bæreren af værket til medskaber af sit eget, personlige ”hjerteslagsarkiv” og lader samtidig bæreren af værket ”bære” sit netværk synligt på kroppen i form af hjerteslag fra den vedkommende elsker og savner – en konkret visualisering af Varnelis’ (2008) beskrivelse af, hvordan det moderne menneske positionerer sig som en del af en række netværk frem for som et selvstændigt individ. Udover således symbolsk at visualisere det moderne netværkssamfund symboliserer ICYH vigtigheden og betydningen af personlige relationer i en tid, hvor det moderne menneske, jævnfør Feldthaus og Bauman (2003), er splittet mellem at knytte faste bånd til andre og at indskrænke vores personlige frihed. ICYH ’s visning af elskede og savnede personers hjerteslag tager udgangspunkt i de nære relationer – de ”faste bånd”. Værket bliver således en digitalt motiveret forlængelse af bærerens ”analoge”, følelsesmæssige tilhørsforhold og en poetisk, konstant påmindelse om kærlighed og nærhed i netværkssamfundet.