Logo

#2: Mailinterview med Camilla Luise Dahl, cand.mag. i historie, forsker i klædedragter i middelalder og tidlig nyere tid

Er der eksempler på brug af egns- eller slægtsdragter, hvor mønstre eller andre fællestræk indikerede/symboliserede slægtskab og tilhørsforhold? Hvis ja, hvilke?

Jeg kender ikke til dragter der indikerede slægtsmæssigt tilhørsforhold.

Indikerede man tidligere sit sociale tilhørsforhold (familie, rang, stand) gennem påklædning/udsmykning? Og hvis ja, hvordan? Indikerede man tidligere sit følelsesmæssige tilhørsforhold til andre via tøj (ex. før/efter giftermål, ved bryllup, fødsel, dåb, ved begravelse og eller under sørgeperiode)? Og hvis ja, hvordan?

Grænsen mellem de to "sociale" og "følelsesmæssige" tilhørsforhold er ofte hårfin. I ældre tider vil man nok sige det først og fremmest er det sociale aspekt der er gældende, omend det "følelsesmæssige" selvfølgelig har ytret sig i forbindelse med dragter båret til sorg eller i forbindelse med religiøse udtryk.

Ved giftermål modtog bruden dragter fra sin familie, selve bryllupsdragten var ofte den dragt der skulle fungere som kvindens "bedste dragt" eller kirkegangsdragt mange år frem. I 15-1600-tallet fik bruden ofte en kåbe og kjortel som en del af sit brudeudstyr, og kåben var den gængse påklædning for gifte borgerkvinder til højtid, kirkegang med videre.

Familie- og rangsmæssigt tilhørsforhold blev i høj grad udtrykt i dragten, ikke bare at rige selvfølgelig var finere klædt - eksempelvis fandtes op igennem middelalderen og 15-1600-tallet utallige adfærdsregulerende påbud (luksuslovgivning), der skulle sikre at folk klædte sig efter sin stand, at de ikke anvendte bestemte stoffer, tilbehør, dragtformer og luksus, der hørte højere stænder til osv. Hovedtøjet for kvinder, er et af de områder hvor man tydeliggjorde en kvindes placering i samfundet. Ugifte kvinder (jomfruer) alene havde ret til udslået hår, gifte kvinder skulle dække håret, til gengæld havde gidte kvinder højere social rang end ugifte og havde derfor ret til bestemte kostbare hovedprydelser og dragter. Tildækningen af håret blev således en indikator for kvindens ægteskabelige stand. Enker og religiøse kvinder bar typisk en større grad af tildækning af håret som tegn på fromhed, ærbarhed, mådehold mm.

Prostituerede stod af samme årsag uden for denne gængse orden, deflorerede men ikke gifte, ugifte men ikke jomfruer. Rundt om i Europa fandtes således særlige regler for prostituerede om bestemte dragtstykker eller hovedbeklædninger, som de måtte bære som tegn på deres stand. I slutningen af 1400-tallet blev det herhjemmepåbudt at prostituerede skulle bære en særlig tofarvet hue som tegn på deres stand, og i 1548 blev det forbudt prostituerede, løse kvinder og andre tilsvarende at bære kåbe og hovedklæde som ærbare gifte kvinder. Jeg skal tænke over det i forhold til det moderne menneskes brug af dragtsymboler.