Logo

Interview med Christine Feldthaus (fortsat)

Folk har i dag mange sociale relationer/netværk, hvor interaktionen er digitaliseret - har det en betydning for den måde folk viser nærhed over for hinanden på? Og hvis ja: Hvilken?

Der er naturligvis en vis begrænsning I de digitale mediers evne til at formidle nærhed. Og så alligevel ikke helt. Hvis vi taler om de sociale medier som f.eks. Facebook er der naturligvis en vis begrænsning i form af, at man mangler kropssproget i sin kommunikation, Til gengæld har vi fået mulighed for at holde videokonferencer og at Skype – og her er det jo faktisk muligt via billedet af sine gruppemedlemmer i liveversion at aflæse kroppens signaler. Hvilket alt andet lige giver en store mulighed for at udtrykke nærhed og følelser og signalere med sit kropssprog, hvordan man har det lige nu og her.

Hvordan mener du, at den økonomiske krise har påvirket folks behov for samhørighed og menneskelige relationer?

Nu er der næppe nogen tvivl om at økonomisk krise har en vis indvirkning på vores adfærd, men lige i den her relation har jeg sværere ved at se sammenhængen. Men omvendt er der næppe nogen tvivl om at de verdenssamfund, som virkeligt oplever store kriser i øjeblikket, som f.eks. Japan efter atomkatastrofen og oprørsgrupperne i mellemøsten føler et meget stort behov for at rykke tæt sammen og hjælpe hinanden. Omvendt kan man så også iagttage at et land som Frankrig nu vil have lukket grænserne, således at flygtningestrømmene fra de berørte områder ikke kommer ind i landet. Såhhhhh sagt helt ærligt, så er mennesket mest interesseret i at hjælpe og have menneskelige relationer med dem, der ligner dem selv. Når krisen kradser og pengene bliver mindre i samfundet er der en tendens til at man bliver endnu mere fokuseret på, hvem der skal have støtte og hvem der ikke skal. Tænk bare på hele indvandrerdebatten.

Hvorvidt tror du, at krisen vil redefinere folks værdisætning ift. individualitet og kollektivisme?

Det afhænger i høj grad af, hvem vi taler om. De danskere, som definerer sig selv som meget kollektivt indstillede, er oftest også dem, der melder sig til indsamlinger og friviligt arbejde og hjælpeprogrammer for de svage grupper, hvorimod du sjældent finder de mest individuelt orienterede danskere I landsindsamlinger for f.eks. flygtningehjælp og Red Barnet. Eller som bannerførere i frivilligt arbejde. Man skulle mene, at store kriser vil få alle til at dele det de har med andre. Men det kan vi jo finde tonsvis af eksempler på er usandt. Der findes fortsat masser af store internationale selskaber I Danmark, som ikke betaler skat og dermed ikke vil deltage i fællesskabet. En ny stor analyse fra Rockwool Fonden viser, at mere end hver anden dansker har købt sort arbejde indenfor det seneste år. Det er jo heller ikke ligefrem udtryk for stor kollektivisme.

Forrige side
Næste side